Print
|
Vedtægter for Kulturministeriets forfatterpris for børne- og ungdomsbøger
- Kulturministeriets forfatterpris for børne- og ungdomsbøger har til formål at hædre en særlig bemærkelsesværdig indsats for den danske børne- og ungdomsbog af høj litterær og kunstnerisk kvalitet.
- Prisen kan tildeles såvel en enkelt forfatter som et forfatterkollektiv, eller kan, hvis der er tale om et samarbejde mellem forskellige ophavsmænd, deles mellem disse.
- Prisen kan tildeles enten for en enkelt titel udkommet siden sidste prisuddeling eller for et helt forfatterskab, blot dette indeholder en titel udkommet siden sidste prisuddeling. For at kunne komme i betragtning skal den pågældende titel være dansksproget af enten skønlitterær eller faglitterær art. Dog kan oversættelser af udenlandsk litteratur samt egentlige skole- og undervisningsbøger ikke komme i betragtning.
- Prisen tilvejebringes ved tilskud af de tipsmidler, som står til rådighed for Kulturministeriet til uddeling til almenkulturelle formål. Prisen kan ikke gøres til genstand for overdragelse, pantsætning eller retsforfølgning.
- Til prisens uddeling nedsættes et udvalg bestående af:
- 1 medlem udpeget af Dansk Forfatterforening
- 1 medlem udpeget af Bibliotekarforbundet
- 1 medlem udpeget af Danmarks Lærerforening
- 1 medlem udpeget af Selskabet for børnelitteratur
- 1 medlem udpeget af Arbejdsgruppen for Børn og Kultur
Medlemmer beskikkes af Kulturministeriet for en periode af 4 år. Genbeskikkelse kan finde sted. Formanden udpeges blandt udvalgets medlemmer af Kulturministeriet.
- Udvalgets bedømmelse sker på baggrund af udgivelserne af børne - og ungdomslitteratur siden sidste prisuddeling. Udvalget vælger efter indbyrdes forhandling på et møde, hvor mindst 4 udvalgsmedlemmer er til stede, prismodtageren/prismodtagerne. Afgørelsen træffes om nødvendigt ved simpelt stemmeflertal. Ved stemmelighed er formanden stemme udslagsgivende.
- Prisen uddeles offentligt så vidt muligt i årets sidste kvartal på foranstaltning af Kulturministeriet.
- Disse vedtægter træder i kraft ved Kulturministeriets godkendelse den 12. september 1989 og erstatter tidligere "Retningslinier for uddelingen af børnebogsprisen".
|
|